Formålet med Projekt Somaliere i Jobfokus var at bidrage til en forøgelse af somalieres beskæftigelse i forhold til en rapport, der påviser, at kun en ud af ti kvinder og to ud af ti mænd i denne gruppe af flygtninge har beskæftigelse.

I FO-Aarhus har vi arbejdet med to forskellige jobsjakmodeller, henholdsvis Model A og Model B. Hvad angår Model A så har medarbejderne i FO-Aarhus' arbejdssjak i den forløbne tid koncentreret deres kræfter omkring en etablering af forskellige jobsjakmodeller, således at der kunne blive så nuanceret og varieret et udbud til deltagerne som muligt. Derfor har der også løbende været tale om nyetablering af ikke-tidligere eksisterende sjaks indenfor forskellige brancher.

Desuden har der været fokus på at opsøge sjakkene og sikre sig, at de fungerede optimalt, ikke bare i forhold til den arbejdsplads, sjakket var placeret i, men også i forhold til den enkelte deltager, der gerne skulle have det optimale udbytte af arbejdet i jobsjakket. Af samme årsag har der været meget opsøgende arbejde, ligesom det i enkelte tilfælde har været nødvendigt for en deltager at skifte sjak.

Endelig har der været løbende justeringer, som forhåbentlig i fremtiden er med til at sikre, at sjakkene fungerer mere gnidningsløst.

Hvad angår Model B så er det en konstruktion, som igennem de seneste år er blevet videreudviklet, dels hvad angår periodens længde, dels hvad angår selv udslusningen og ikke mindst den meget nære kontakt med deltagerne, som har vist sig kan være afgørende for, hvorvidt deltagerne fastholder deres plads på det danske arbejdsmarked. Model B arbejder desuden målrettet mod at deltagerne udsluses i rengøringsbranchen, det vil sige visiteres en deltager til Model B og vedkommende enten ikke evner de krav, der stilles for at bestride et rengøringsjob, eller der opstår andre hindringer, så tilbagevisiteres vedkommende.

Til disse 2 jobsjakmodeller blev der i 2005 visiteret 22 somaliere og i 2006 visiteret 31 somaliere.

Resultatet af de visiteredes deltagelse i sjakmodel A og B i 2005 beskrives enkeltvis og kan aflæses i Skema over deltagere i jobsjak model A og B i 2005 for overskuelighedens skyld. Ligeledes kan de visiteredes deltagelse i 2006 aflæses i Skema over deltagere i jobsjak model A og B i 2006, men her er den enkeltvise beskrivelse udeladt, fordi deltagerne for en dels vedkommende stadigvæk er i gang med sjakprocessen, og tendenserne er, som det foreløbig tegner sig, lig med 2005.

Jobsjakmodellernes konstruktion, konsulenternes arbejde og motivations- og fastholdelseskonsulentens funktion er afgørende elementer i arbejdet med, i dette tilfælde, somaliernes vej mod selvforsørgelse.

Vi ønsker med denne rapport at anskueliggøre den jobplaceringsstrategi, som bliver benyttet i FO-Aarhus, dels hvor resultaterne fører hen, dels hvilke tilbagemeldinger, der kommer fra arbejdstagerne og fra arbejdsgiverne.

Hvad ligger til grund for tilbagevisiteringerne? Hvorfor lykkedes det ikke for alle arbejdssøgende somaliere at finde deres vej til selvforsørgelse?

Vi vil på denne måde prøve at afdække årsagerne til den lave beskæftigelse blandt somaliere, men også give vores bud på, hvilke indsatsområder, vi har erfaring for er afgørende i jobplaceringsprocessen.

Læs desuden folder og  rapport om projektet.

 

Projektleder: Jette Bach.