FO-Aarhus har søgt og fået bevilget penge til projekt Havevenner på Saxild Strand - under kampagnen "Borgeridéer får penge" fra Aarhus Kommune.

For mange ældre er kontakten udadtil i samfundet ofte ret begrænset. Mulighederne for at komme ud af sin bolig til nye rekreative oplevelser, fornøjelser og sociale kontakter er også i mange tilfælde små og sjældne.

Idéen ”Havevenner” går ud på, at haveejere stiller deres have og tid til rådighed for seniorer, herunder (måske navnlig) beboere i plejeboliger, et par timer 2-3 gang årligt. Mange haveejere vil nyde at vise haven frem, og for de fleste ældre borgere er det en glæde at opholde sig i en have blandt duftende, blomstrende og frugtbærende vækster. Mange ældre borgere har selv en stor og værdifuld viden om haven og dens pleje, gode råd om beplantning, brug af redskaber etc. og erfaringer med anvendelsen af grøntsager og frugter. 

Samtidig kan den ældre borger bydes på en kop kaffe eller te, og få en hyggelig snak med haveejeren hvor der kan udveksles erfaringer om beplantning, pleje og andet med relation til haven. Det er hensigten at projektet med tiden i høj grad skal forankres i de lokale bydele og ledes af lokale ildsjæle blandt haveejerne. For at sikre kontinuitet og en varig organisation, ansættes fra projektets start en projektleder 10 timer pr. uge i et år, som rent organisatorisk ansættes på Saxild Strand. Projektlederen skal være tovholder på projektet og vil fra starten være ansvarlig for at få projektet startet op, formidle ordningen, etablere de nødvendige kontakter, matche de deltagende ældre og haveejere mv.  

Formålet med "Havevenner"

- er at skabe kontakt, dialog og ven/bekendtskaber på tværs af alder, køn og social status, samt at give seniorer mulighed for udendørsliv i trygge rammer. 

Dette sket ved at formidle og etablere kontakt mellem seniorer og haveejere, således at seniorer uden have, for eksempel beboere på plejehjem, kan besøge en have mindst to gange årligt. Projektet er støttet af Aarhus Kommune og hører organisatorisk under Saxild Strand.

Projekt ”Havevenner” søger frivillige

Vi mangler nogle frivillige, der har lyst til at være med til at være med i ”maskinrummet”, når organisationen bag projekt ”Havevenner" etableres i løbet af foråret 2017. Vores håb er at vi, det vil sige Saxild Strands daglige leder, projektmedarbejderen og de frivillige, sammen kan opbygge en stærk organisation, der kan skabe glæde blandt seniorer.

Vi mangler:

Kommunikationsfrivillig

Du bliver ansvarlig for at vedligeholde og udvikle vores tre vigtigste kommunikationsplatforme: vores hjemmeside og vores facebook- og Instagramprofil. Vi har de fornødne værktøjer, men mangler en der kan bruge dem effektivt.

Fundraiser
At glæde andre koster penge. Dem har vi ikke mange af. Vi håber du kan være med til at finde de rette fonde og samarbejdspartnere og hjælpe med at skrive nogle gode ansøgninger, så der kommer penge i kassen.

Grafisk orakel

Vi har brug for en eller flere, der kan hjælpe med at opbygge en nogenlunde ensartet grafisk profil for Havevenner og sætte en tryksag eller bannerreklame op. Vi har også brug for et helt enkelt og simpelt logo. Vi har Adobes grafiske pakke til rådighed. Bruger du andre programmer tager vi en snak om det.  

Telefon – og mailpassere

Man kan lave alt i denne verden, men hvis den direkte kontakt ikke er i orden, falder det hele til jorden. Din opgave bliver at passe projektets telefon og maikorrespondance. Med tiden håber vi at du har lyst til at hjælpe med at matche haveejere med de rette besøgende.

Alt det andet….

Matcher ovenstående ”stillingsbeskrivelser” ikke dig, men har du alligevel lyst til at være med, så vil vi gerne høre fra dig!

Fælles for alle frivillige stillinger:

- Ingen løn (men heller ingen chef!)

- Udstrakt grad af medindflydelse

- Gratis kaffe og te i litervis – kage når det er tiltrængt.

- Kørselsgodtgørelse efter statens takster

- Smuk udsigt når du trænger til en pause

Saxild Strand er udgangspunkt for projektet, men nogle opgaver kan uden tvivl klares hjemmefra. I den indledende projektfase, det vil sige frem til marts, vil vi være glade hvis du kan hjælpe cirka 4-5 timer om ugen. Mødetider og mødedage aftales med projektmedarbejderen, der starter 2. januar.

Henvendelser sker per mail til Henrik Woer på hewo@fo-aarhus.dk eller til Tove Hansen info@saxild-strand.dk. Du kan også lægge en besked på 86-554055