Startet 1996


Formål
Renholdet har til formål at skaffe udlændinge med interesse i rengøring, ansættelse i rengøringsbranchen, og sikre at den enkeltes situation optimeres, således at en evt. erhvervet status som selvforsørgende kan fastholdes. Den individuelle vurdering begrænser sig derfor ikke kun til deltageren, men kan tillige omfatte en eller flere familiemedlemmer eller familien som helhed.

Under forløbet afklares det om rengøring/ansættelse i rengøringsbranchen er det rette valg. Gennem hele forløbet har deltagerne, sammen med almindelig undervisning, hver dag tre timers praktisk rengøring.

På denne måde forberedes deltagerne til arbejdet i branchen og får en realistisk fornemmelse af de krav der stilles til dem som arbejdstagere.
Desuden arbejdes der systematisk med krav til deltagernes stabilitet og normer/adfærd der er nødvendig i relation til arbejde/arbejdsplads.
Til projektet er knyttet en styregruppe, som vurderer deltagernes udvikling og evaluerer forløbet undervejs. Det er styregruppens ansvar at projektet, under hensyn til de givne faktorer, justeres og tilpasses således, at mulighederne for at opnå de aftalte mål, er optimale.

Projektet køres i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og FO-Aarhus som bl.a. støtter med midler fra Folkeoplysningsloven.

Målgruppe

Den primære målgruppe er udlændinge på offentlig forsørgelse, der pga. sproglige -, sociale- og/eller andre begrænsninger, har haft svært ved at få plads på arbejdsmarkedet eller fastholde en arbejdssituation. Det er derfor vigtigt at de henviste deltagere er afklarede, og kan leve op til projektets krav.
Deltagerne skal derfor bl.a. være interesserede i at arbejde med rengøring, skal kunne arbejde/møde på skæve tidspunkter, og således ikke have problemer med bl.a. børnepasning. Derudover skal de have en god fysik, som udgangspunkt have en ren straffeattest.
Antal deltagere ad gangen: 6

Visitation
Sagsbehandler henviser direkte til Renholdet. Deltagerne til personlig samtale med FO-Aarhus.

Kapacitet
Forløbet er opbygget i moduler, som er tilrettelagt for den enkelte. Bliver der således en jobåbning, afbrydes deltagerens deltagelse i projektet og erstattes af arbejde. Bliver der ledige pladser undervejs, kan der ske løbende indtag efter aftale, såfremt dette findes hensigtsmæssigt. Antallet kan på intet tidspunkt overstige 10 personer på samme tid.

Forløbets indhold
Der arbejdes/undervises 25 timer om ugen.
Under hele forløbet har deltagerne hver dag 3 timers praktisk rengøring. Ved projektstart foregår den praktiske del i FO-Aarhus-regi, hvorefter deltagerne efter 6 uger sluses ud i firmaer/virksomheder i praktikpladser, som de passer hver dag. Formålet i denne periode er ikke rengøring af FO-Aarhus' lokaler, men primært at sikre, at deltagerne rent faktisk kan leve op til de basale krav der stilles til dem i rengøringsbranchen: møde til tiden, melde afbud, samarbejde, o.s.v.
Emnerne i den teoretiske undervisning er rengøringsrelaterede: redskaber, rengøringsmidler, sikkerhed, ergonomi, m.m., emner der er nødvendige for at fungere på arbejdsmarkedet: normer, adfærd, lønperioder, lønsedler, ferieregler, skattefradrag m.m. Desuden forskellige almene fag, kropslige aktiviteter og emner der vedrører kroppen, psykologi, racisme. Vejledning og hjælp til jobsøgning samt edb, som dels anvendes ved udformning af ansøgninger og datalister samt vejledning i jobsøgning på Internettet.
Under hele forløbet vurderes deltagerne tæt, således at der kan tages fat på evt. problemer ift. at fungere optimalt i en kommende arbejdssituation.
Da de sproglige krav på arbejdsmarkedet gennemsnitligt er højere end deltagerne kan honorere, arbejdes der systematisk med ideer og muligheder, der kan forbedre den enkeltes sprog og vigtigheden af at praktisere hele tiden. Det er derfor af stor vigtighed at holdet er sammensat af forskellige nationaliteter, og med henblik på fremtiden tillige af begge køn.

Kriterier for holdsætning
Undervisningen foregår i FO-Aarhus' lokaler i Aarhus midtby: Frederiksgade 78 A, 3. sal/Vester Allé 8.
Undervisningstiden tilrettelægges, så den praktiske rengøring eller en del heraf foregår udenfor almindelig kontortid, således at  synlig rengøring bliver en naturlig del af projektet. Den praktiske dels 3 timer lægges således inden den almindelige undervisning eller i forlængelse heraf.

Resultatmål og succeskriterier
Målet for den enkelte deltager er at blive i stand til at tage fuldtidsarbejde i rengøringsbranchen og fastholde dette, jfr. tidligere omtalte indsats. Da fuld tid i denne branche ofte betyder flere arbejdssteder dagligt, er deltageren forinden informeret om og har accepteret dette. Såfremt deltagerne er afklarede og i øvrigt kan klare kravene, vil et mål på mellem 60 og 75 % i arbejde, være muligt.

Såfremt helbredsmæssige eller andre faktorer er til hinder for en fuld arbejdsindsats, arbejdes der på at lave løsninger der kan tilgodese disse og er i overensstemmelse med almen praksis, eksempelvis fleksjob.

Projektleder: Rikke Moff Andersson

Samarbejdspartnere: Socialforvaltningen i Aarhus Kommune

Finansiering: Bistandsloven, kommunal aktivering, folkeoplysningsloven.