Kvindehuset
Formålet med foreningen Kvindehuset i Aarhus er at fremme kvinders mulighed for at føle sig hjemme i det danske samfund. For at kunne begå sig godt må man være fortrolig med sproget og med de rettigheder, pligter og muligheder, man har i samfundet.
Kvindehuset giver mulighed for, at kvinder kan indgå i brede sociale netværk og få og dele viden på en lang række områder til gavn for kvinden selv og hendes familie. Det drejer sig f.eks. om forældreroller og opdragelse, kost og motions indflydelse på sundhedstilstanden, udøvelse af praktiske færdigheder med mere.
Kvindehuset arbejder for, at den enkelte kvinde kan føle sig hjemme og føle sig nyttig i det danske samfund. I en tryg og anerkendende ramme får hun mulighed for at finde glemte eller uopdagede ressourcer. Hun får styrket sit danske sprog og får viden om det danske samfund. Og vi underviser i de rettigheder og pligter, hun har som borger - etiske såvel som juridiske.
Vi tilbyder støtte og vejledning til både faglige og personlige udfordringer, og især mødet med andre kvinder, der har stået i svære situationer, gør en stor forskel. Med udgangspunkt i tanken om frivillighed og engagement fra husets kvinder er Kvindehuset således et unikt fællesskab og et vigtigt socialt netværk.
Ikke mindst for kvinder og børn, der har levet isoleret og ensomt, danner Kvindehuset grundlaget for livskvalitet og et meningsfyldt liv. Tilsammen styrker disse mange elementer den enkelte som kvinde, mor og medborger.
Kvindehuset kan ses som et drivhus, hvor den enkelte genfinder sig selv og sine ressourcer, bliver styrket og finder mål og mening med livet. Mange bliver efter et stykke tid aktive uden for Kvindehuset: De kan blive frivillige i deres lokalområde, tage en uddannelse, få et arbejde eller danne egne kvindegrupper. Disse kvinder er Kvindehusets ambassadører og viser den bevægelse hos den enkelte kvinde, som vi har som vores ypperste mål.
Kvindehusets brugere
Kvindehusets målgruppe er to-kulturelle kvinder og børn fra hele Aarhus. Brugerne repræsenterer 32 forskellige nationaliteter og spænder over en aldersgruppe fra 0 til 99 år. Flere er kvinder, som andre sociale tiltag og organisationer har haft svært ved at nå. Disse kvinder har i særdeleshed gavn af Kvindehusets trygge og anerkendende ramme som en platform og et udgangspunkt for et personligt løft.
I løbet af en uge benyttes Kvindehuset af omkring 160 kvinder, der er tilknyttet huset i en kortere eller længere periode. Fælles for dem alle er, at de her finder tilbud, som tager udgangspunkt i deres nuværende behov og livssituation. Kun ved at blive mødt og anerkendt for det, man er, skabes der mulighed for personlig udvikling og vækst.
Kvindehusets frivillige
Kvindehuset ville ikke kunne eksistere uden vores engagerede frivillige. Nogle af de frivillige har henvendt sig med et ønske om at gøre en forskel for deres medmennesker. Men en stor del er tidligere brugere, der ønsker at bidrage til det fællesskab og den idé, som de selv har oplevet som givende og værdifuld.
I den forstand udgør vores frivillige et af de stærkeste beviser på Kvindehusets berettigelse, for her synliggøres idéen om, at hvert enkelt menneske kan udvikle sig og gøre sig nyttig for samfundet og dermed også opnå selvtillid og respekt.
Sproget er nøglen til inklusion og integration.
At føle sig hjemme og forstå det samfund, man indgår i, beror i høj grad på sprogbeherskelse.
Kvindehuset gennemfører danskkurser på flere niveauer i samarbejde med FO- Aarhus. Vores indsats skal ses i lyset af, at en del kvinder ikke kan leve op til de eksisterende offentlige tilbud om danskundervisning. Årsagerne kan være højt timeforbrug og for langsom progression i forhold til kursusnormen, eller at kvinderne ikke længere er berettiget til et kursus.
Kvindehuset skaber en tryg ramme om kurserne, hvilket ofte er nødvendigt for kursistens læringsevne. Her finder kvinden ro til at koncentrere sig og lære nyt, og det sociale element i undervisningen gør tilbuddet meningsfyldt på flere niveauer. Det er motiverende for den enkelte.
I Kvindehuset har vi ansat en socialrådgiver til at vejlede og rådgive husets kvinder.
Rådgivningen spænder fra helt praktiske forståelsesopgaver og til at støtte kvinden i svære situationer.
Kvinderne kan opleve mødet med offentlige institutioner og andre formelle aktører som svært og utrygt. Mange breve fra det offentlige er formuleret på et vanskeligt sprog, og har man i forvejen udfordringer med sproget, kan det være næsten umuligt at afkode budskabet i et brev fra kommunen eller boligforeningen.
Rådgiveren hjælper med forståelsen og kan tage kontakt til systemet og herigennem få de informationer, kvinderne har brug for. Rollen som brobygger mellem vores kvinder og det offentlige er en af vores fornemste opgaver - den skaber tillid til det kommunale system.
Derudover tilbyder vi personlige samtaler og hjælper kvinderne til at overvinde de udfordringer, de står overfor. Vi henviser til andre instanser, der kan hjælpe kvinden videre i processen. Rådgiveren har tavshedspligt.
Motion giver energi og selvtillid, modvirker sygdom og øger livskvaliteten. Mange af Kvindehusets kvinder bærer fysisk og psykisk på traumer og får gennem forsigtig træning med individuel vejledning kontakt til egen krop og smerter.
Fysisk aktivitet skaber samtidig en mulighed for at knytte bånd til nye mennesker og udgør en tryg måde at overvinde den enkeltes begrænsninger og hæmninger på.
Kvindehuset har stort fokus på sund kost og gode madvaner. Ved at tage udgangspunkt i kvindernes egen madtradition og gøre deres opskrifter sundere, skabes der et helt nyt rum for læring om sund kost. Her får kvinden viden, hun umiddelbart kan anvende i sit eget hjem - til gavn for både kvinden selv og hendes familie.
I Kvindehuset prioriterer vi fællesskabet højt. Hos os indgår kvinderne og deres børn i et rumligt og mangfoldigt fællesskab, hvor ingen er ens - og alle er anderledes. For kvinder og børn, der har levet marginaliseret i det danske samfund, er dette fællesskab afgørende for deres trivsel og vækst.
Kvindehusets rammer står for tryghed og accept og tilbyder et socialt netværk, som betyder meget for den enkeltes trivsel og udviklingsmuligheder. Mange af kvinderne kalder Kvindehuset 'deres andet hjem' - eller 'min fars hus'. Deres engagement i huset afspejler dette særlige, nære forhold og er med til at skabe husets sjæl og varme.
Kvindehusets aktiviteter og tilbud er båret af vores mange frivillige. Hos os kan vi altid bruge en ekstra hånd, og man må gerne starte i det små og vokse med opgaven. På den måde bruger Kvindehuset bevidst frivillighed som metode til personlig vækst og udvikling, og er herigennem med til at skabe aktive medborgere.
Mange af de kvinder, som kommer til Kvindehuset som brugere, udvikler sig til at blive vores aktive frivillige. Kvindehuset har derved stor succes med at få to-kulturelle kvinder til at blive aktive frivillige, og en stor del fortsætter det frivillige arbejde i foreninger, kvindegrupper, genbrugsbutikker og idrætsforeninger i deres lokalområde.
Viden om det samfund og den by, man lever i, er afgørende for ens muligheder for at være en aktiv medborger. Kvindehuset arbejder derfor målrettet på at formidle viden om fx demokrati og ytringsfrihed, rettigheder og pligter, og vi introducerer vores kvinder til Aarhus som by og dens mange muligheder.
Vi tilbyder en vifte af aktiviteter, som på forskellig måde hjælper den enkelte kvinde til at udvikle sig som mor, kvinde og medborger. Det er gratis at benytte husets aktiviteter.
Kvindehuset tilbyder både faste ugentlige aktiviteter og særlige arrangementer, udflugter og events. Informationer om vores tilbud finder du i vores aktivitetskalender.
Vil du gerne løbende kunne følge med i hvad der sker i Kvindehuset, så er du velkommen til at følge os på facebook
Samfundsfag
Oplæg og debat om relevante og aktuelle samfundsmæssige temaer.
Danskundervisning
Samarbejde med FO-Aarhus (folkeoplysningstimer). Der tilbydes danskundervisning på to niveauer. Derudover er der danskundervisning for absolut begyndere.
Engelskundervisning
Fokus på mundtligt engelsk. Der tages udgangspunkt i kursisternes behov.
Motionshold
Undervisning i forskellige former for bevægelse og afspænding, hvor der tages individuelle hensyn. Tilbuddet sker i samarbejde med FO-Aarhus (folkeoplysningstimer).
Kreativt værksted
Der tilbydes råd og vejledning til forskelligt håndarbejde. Derudover er der mulighed for at lave smykker og andre kreative aktiviteter. Brugerne bidrager med idéer til aktiviteterne.
Ældreklubben
Tilbud til kvinder over 55 år. Der er fokus på socialt samvær og det gode ældreliv samt introduktion til eksisterende ældretilbud i Aarhus Kommune.
Cykelkursus
Mulighed for at lære at cykle.
Computer
Der undervises i brug af computer. Undervisningen foregår både individuelt og i grupper.
Lektiehjælp
Tilbud til kvinder under uddannelse hver søndag fra kl. 10-12. Derudover tilbydes individuelle aftaler.
Aftenåbent
Et fællesskab for kvinder med børn, som består af fællesspisning og aktiviteter for børn. Opslag i Kvindehuset fortæller om det aktuelle program.
Genbrugsbutikken
Genbrugsbutikken sælger tøj til kvinder og børn. Overskuddet går til aktiviteter i Kvindehuset. Butikken drives af husets frivillige
Socialfaglig hjælp
Kvindehuset tilbyder hjælp fra socialrådgivere, socialrådgiverstuderende og en psykolog. Rådgiverne har tavshedspligt og tilbyder personlige samtaler samt hjælp til udfyldning af papirer fra kommunen.
Kulturcafé
Den første tirsdag aften i måneden afholder Kvindehuset Kulturcafé med forskellige emner og udefrakommende oplægsholdere.
Kvindehuset Aarhus, Myrholmsvej 2, 8260 Viby J.