Jobsøgningsværksted
Jobsøgningsværksted for førtidspensionister og fleksjobberettigede er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og FO-Aarhus (afholdes under Lov om folkeoplysning som hensyntagende specialundervisning). Jobsøgningsværkstedet har eksistereret siden 2012.
Forløbet har til formål at støtte deltagerne i jobsøgning rettet mod skånejobs, frivilligt arbejde samt afklaring. Skånehensynet for deltagerne er ofte, at de hurtigt bliver trætte, pressede eller stressede - altså psykiske indikatorer. Andre har fysiske problemer, som betinger begrænset arbejdstid.
Der må max være 7 deltagere i værkstedet ad gangen og der ydes hensyntagende specialundervisning efter folkeoplysningsloven.
Der gives undervisning og vejledning i
- at finde ledige jobs ved hjælp af annoncer og jobbanker på Internettet
- at bruge dit netværk
- at skrive eller revidere din dataliste
- at skrive ansøgninger efter stillingsopslag og uopfordret
- at opdatere dit CV på Jobnet.dk
- at gå til jobsamtale
- at være opsøgende i forhold til arbejdspladser
- at forstå rettigheder og pligter
- at få coaching fra vejlederen på ovenstående emner
Desuden besøg af kommunens konsulent, som orienterer om rettigheder og pligter.
Der arbejdes både gruppe- og enkeltvis.
Deltagerne motiveres til at bruge motionscentret, der er tilknyttet FO-Aarhus - egenbetaling 20 kr.
Enkelte deltagere mangler hobby aktiviteter i deres dagligdag, og sammen prøver vi at finde muligheder. Andre har brug for nogen at snakke med samt at få styrket selvtilliden. Det kan samtidig være vigtigt at vænne sig til at komme ud af døren flere gange om ugen som forberedelse til evt. job.
Formidling af frivillige er flyttet ind i lokalerne ved siden Jobsøgningsværkstedet (JV), og det er aftalt at de er opmærksomme på, hvis der opstår noget relevant for JVs brugere.
Kurset er på 9 timer om ugen: mandage, onsdage kl. 9-11.45 og fredage kl. 12 -14.45.
Deltagerne kan møde på værkstedet i op til 13 uger.
Når en deltager opnår løntilskud for førtidspensionister (skånejob), virksomhedspraktik eller frivilligt arbejde og udgår af forløbet, kan en ny deltager starte.
Projektleder: Lone Worsøe Andersen
Sted: FO-byen, Frederiksgade 78B, 1. sal, 8000 Aarhus C (Lokale FRB-101)