Imago
Start 2001.
Projekt Imago er et tilbud om kreativ og personlig udvikling. FO-Aarhus støtter med midler fra Folkeoplysningsloven. Projektet var tidligere tilknyttet "Fristedet". Projektet omfatter et ugentligt klubtilbud med Åbent Atelier samt et kursusforløb 3 dage ugentligt: "Kreative udtryk og personlig udvikling"
Formålet med projekt Imagos tilbud er at støtte og styrke de kreative såvel som de personlige ressourcesider hos den enkelte, så de kan udvikles ligesom sommerfuglen - fra æg til larve, til puppe til den flyvefærdige sommerfugl. Projektet er en base, hvor eleverne i det kreative og sociale spillerum kan opbygge kontakt, tryghed, selvværd, ansvarlighed, rummelighed, vovemod og handlekraft. Indhold og struktur bliver til i samspil med eleverne, f.eks. kursusemner, arbejdsformer, ekskursioner og udstillinger.
Kreative udtryk og personlig udvikling
Kurset veksler mellem fælles oplæg/øvelser og individuelt arbejde. Det sigter mod at styrke både den kunstneriske/håndværksmæssige og den personlige udvikling. Udover udtryksformer som maleri-tegning-collage-skulptur inddrages også øvelser med musik, kropslig opmærksomhed, afbalancering, visualisering, bevægelse, rytme, lyd og ord.
Målet er at bygge bro mellem den indre og den ydre verden. På den ene side blive bedre til at sanse og fascineres af den ydre verden og dens nuancer. På den anden side at lære den indre verdens energiprocesser og billeder bedre at kende, ved at sanse og udtrykke dem og ved at fortolke dem, så de kan bruges som vejledning i forhold til den ydre verden.
Der spørges ikke efter talent - blot om lyst til den på en gang seriøse og uhøjtidelige leg. Målet er at finde den personlige ægthed både i indhold og form.