Folkeoplysningsprojekt for flygtninge 2016/17

FO-Aarhus ønsker at byde flygtninge velkommen i Danmark og invitere dem inden for i folkeoplysningens verden. Det skal ske med et nyt og dynamisk aftenskoletilbud, som med kreativ undervisning, debat, arrangementer og udflugter skal bidrage til at skabe øget medborgerskab og kendskab blandt flygtningene til det samfund, de er blevet en del af. Projektet skal give flygtningene en grundlæggende forståelse af danske værdier og samfundsindretning. Samtidig er det vigtigt, at aktiviteterne bygger på åben dialog og debat, hvor flygtningene kan byde ind med den kulturelle ballast, de har med sig. Konkret tager projektet form af et fire måneders forløb, som engagerer et hold af omkring 20 faste deltagere til ugentlige fællesaktiviteter, en række biaktiviteter og nogle større debat- og kulturarrangementer, som er åbne for offentligheden.

Tanker på Tværs skal i høj grad være et frivilligdrevet projekt, og derfor er en sidegevinst ved udviklingen af projektet, at der bliver opbygget en ressourcestærk frivilliggruppe omkring FO-Aarhus. Projektet er således ikke kun med til at skabe øget medborgerskab blandt de deltagende flygtninge, men engagerer også andre borgere i at gøre en aktiv indsats for at fremme dialog og integration i deres lokalsamfund.

BAGGRUND

FO-Aarhus vil gerne bidrage til at de mange flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste år, finder sig godt til rette og får de bedste forudsætninger for at tage aktivt del i samfundet og fællesskabet. Det er i den enkeltes interesse, og det er i samfundets interesse. FO-Aarhus vil derfor - i tråd med Dansk Folkeoplysnings Samråds aktuelle fokus på at inkludere flygtninge som brugergruppe i folkeoplysningen - udvikle et nyt tilbud, som henvender sig til netop denne målgruppe.

Et frivilligdrevet projekt for flygtninge er samtidig en måde, hvorpå FO-Aarhus som aftenskoleorganisation kan forholde sig aktivt til det omkringgivende samfunds aktuelle problemstillinger og vilkår. FO-Aarhus arbejder kontinuerligt med at nytænke aftenskolens format og finde nye, dynamiske løsninger. At arbejde målrettet med at opbygge stærke frivilligstrukturer omkring aftenskoleprojektet for flygtninge er en spændende del af denne proces. FO-Aarhus vil således gerne udvikle sig yderligere som en aktør, der engagerer lokale borgere i opgaveløsningen, og som på den måde fungerer som en aktuel kanal for civilsamfundets energi og virketrang.

 

VÆRDIGRUNDLAG

FO-Aarhus bygger som folkeoplysende organisation sit virke på grundtvigianske ideer om oplysning og uddannelse af "det hele menneske". Tanken er at klæde hvert enkelt menneske på til samfundssind og demokratisk deltagelse i alle livets aspekter. Det sker gennem aktiviteter, arrangementer og undervisning,  hvor det er lyst, dialog og kreativitet, der driver værket. Det er desuden vigtigt, at folkeoplysningen er for alle, der har lyst til at være med.

Aftenskoleprojektet  er direkte udsprunget af dette værdigrundlag og bygger således på et ønske om at tilbyde nytilkomne borgere muligheden for demokratisk oplysning og personlig udvikling.

 

MÅLGRUPPE

Målgruppen for aftenskoleprojektet  er flygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år. Tanken er at gribe deltagerne på et relativt tidligt tidspunkt, således at projektet bidrager til at give dem den bedst mulige start i Danmark og mest smidige integration. Samtidig er det dog vigtigt, at kursisterne selv ønsker at være en del af projektet, og at de er i en situation, hvor andre akutte forhold ikke står i vejen for deres deltagelse.

FO-Aarhus er opmærksom på, at det ikke er lige let for alle borgergrupper at gribe folkeoplysningens tilbud. Er man ikke vokset op med det danske uddannelsessystem og foreningsliv, ligger tanken om at gøre brug af folkeoplysende tilbud måske ikke lige for. For at rekruttere de rette kursister kan det derfor være nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at gøre opmærksom på aftenskoleprojektets formål og potentiale. Her vil samarbejde med andre aktører på området være essentielt. Endelig fastsættelse af målgruppen vil derfor ske i dialog med andre relevante aktører på flygtningeområdet, som også vil fungere som samarbejdspartnere i forhold til at rekruttere kursister til projektet (se afsnit om samarbejdspartnere).

 

INDHOLD OG AKTIVITETER

Projekt  tager konkret form i et forløb af 4 måneders varighed. Til forløbet samles et fast hold af op til 20 kursister, som mødes min. en gang om ugen til fælles aktiviteter. Der bestemmes en fast ugedag, hvor holdet mødes. Dertil kommer ekstra arrangementer i weekenden og lignende, samt to kultur- eller debatarrangementer i hvert forløb, som er åbne for offentligheden. På den måde er  ikke en isoleret satellit, men et projekt, der åbner sig mod det omkringgivende samfund.

Selve indholdet i undervisning og arrangementer vil centrere sig omkring tre temaer:

1. (Med)borger i det danske civilsamfund:

Under dette tema sættes der fokus på den danske samfundsindretning - velfærdsstaten, foreningslivet, arbejdsmarkedet, værdier og socialt liv mm. Fokusområderne bliver belyst gennem oplæg, museumsbesøg, film, besøg hos foreninger, kommuner, og arbejdspladser mm. Formålet er at udvide kursisternes viden om det danske samfunds indretning på en sjov og engagerende måde.

2. Folkeoplysningsånd og dialog:

Under dette tema træner kursisterne i praksis det aktive medborgerskab og evnen til dialog. Her arrangeres debat-/dialogaktiviteter, som sætter fokus på begreber som demokrati, fællesskab og det tværkulturelle. Formålet er at træne kursisterne i at tage aktivt stilling og gå i dialog omkring samfundsrelevante spørgsmål som en del af deres demokratiske medborgerskab.

3. "Det hele menneske" - kreativitet og kultur:

I tråd med folkeoplysningens fokus på "det hele menneske" sættes der under dette tema fokus på diverse kreative, sociale og personligt udviklende aktiviteter. Det konkrete indhold tilpasses kursisternes og de frivilliges kompetencer og interesser, men eksempelvis kan der være tale om arrangementer med fokus på mad, dans og musik, sport, højtider, kunst, film eller andet. Formålet er at styrke de sociale relationer og give kursisterne mulighed for at blive kreativt beriget med inputs fra de mange forskellige kulturelle traditioner, der vil være samlet på holdet.

Aktiviteter og undervisning i hver kategori vil blive varetaget delvist af eksterne, specialiserede workshopholdere, dels af frivillige, som klædes på til opgaven. 

Biaktiviteter:

Foruden fællesaktiviteterne skal Tanker på Tværs også fungere som platform for en række biaktiviteter. Ideen er her at skabe yderligere netværk og drage nytte af hinandens ressourcer på kryds og tværs, alt efter hvilke behov der findes i deltagergruppen. Hvis en deltager eksempelvis har brug for at træne sine danskkundskaber, kan danskundervisning arrangeres med repræsentanter fra frivilliggruppen. Hvis nogle har lyst til at starte en madklub/netværksgruppe, kan Tanker på Tværs hjælpe initiativet i gang og evt. bidrage med faciliteter. Og hvis en deltager har brug for at få en frivillig bisidder med til Borgerservice eller møde med kommunen, kan dette arrangeres.

På den måde vil Tanker på Tværs række ud over det faste forløb og de fælles aktiviteter og komme til at fungere som en fleksibel platform for gensidig hjælp, udvikling og samvær. Det vil være projektlederens ansvar at formidle og koordinere disse biaktiviteter, som også kan tilbydes til nye borgere, der ikke deltager i det faste forløb. 

Omfang og art af frivillighed

Ansvaret for den overordnede organisering og udvikling af aftenskoleprojektet vil blive varetaget af en ansat projektleder/udviklingsmedarbejder i samarbejde med FO-Aarhus' ledelse. Arbejdet vil dog ske i tæt samarbejde med en frivilliggruppe, som bygges op omkring projektet.

De frivillige kommer til at deltage i planlægning og udvikling af aftenskolens konkrete indhold, og de kommer til at bære en stor del af ansvaret for afholdelse af aftenskolens ugentlige aktiviteter. Ved at tilknytte en fast frivilliggruppe til et fast hold af deltagere er det intentionen, at der dannes relationer på kryds og tværs, som også fungerer som en genvej for flygtninge til netværk og sociale relationer i Danmark.

Projektlederen/udviklingsmedarbejderen er ansvarlig for den samlede frivilliggruppes kompetenceudvikling og forberedelse til de opgaver, de skal løfte. Der udarbejdes således et introprogram for nye frivillige, ligesom der løbende vil være tilbud om kurser og arrangementer, som højner de frivilliges motivation og fastholdelse.

Elementer af hjælp til selvhjælp

Tanker på Tværs sigter mod at klæde deltagerne på til en dagligdag som medborgere i Danmark og vil således arbejde med at styrke deltagernes kendskab til såvel den konkrete danske samfundsindretning som til værdier og kulturelle koder. Projektet sigter samtidig mod at skabe varige relationer mellem deltagere og frivillige, således at projektet også på sigt styrker den enkeltes netværk. Det er således formålet at skabe oplevelser, viden og relationer, som på sigt styrker den enkeltes mulighed for at navigere og trives i egen hverdag.

 

SUCCESKRITERIER

Formålet med projektet kan formuleres som følger:

- At tilbyde flygtninge i Aarhus og omegn en genvej til integration i fællesskabet og bekendtskab med det danske samfunds indretning og værdier. Samtidig er formålet at tilbyde den enkelte mulighed for personlig udvikling som aktivt deltagende samfundsborger.

Sekundært har projektet til formål at øge lokalt medborgerskab og engagement i folkeoplysningen, idet en stor del af projektet skal være frivilligdrevet og således indebærer et omfattende arbejde med mobilisering og organisering af frivillige.

Foruden disse overordnede formålsdefinitioner arbejder projektet med følgende konkrete succeskriterier:

- I alt min. 30 nye borgere deltager i de to fire måneders forløb. Hertil kommer et antal borgere, som med løsere tilknytning deltager i dele af programmet eller engagerer sig i biaktiviteter.

- Der afholdes fællesaktiviteter mindst en gang om ugen i forløbsperioderne. Hertil kommer biaktiviteter hver uge.

- I hvert forløb afholdes der min. to kultur- eller debatarrangementer, som er åbne for offentligheden.

 

SAMARBEJDSPARTNERE

Der etableres samarbejde om udvikling af og rekruttering til projektet med andre relevante aktører på området i Aarhus og omegn. Der er på nuværende tidspunkt etableret kontakt til DFUNK, Integrationsnet, Bekæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Aarhus Kommune, Frivillignet, Lær Dansk samt AarhuSomali (sammenslutningen af somaliske foreninger i Aarhus), som alle har vist stor interesse i projektet. AarhuSomali har tilbudt sig som sparringspartner og som formidler i forhold at finde de rette deltagere. AarhuSomali har kontakt til en bred gruppe af flygtninge i Aarhus, som foruden borgere med somalisk baggrund også tæller folk fra blandt andet Syrien og Eritrea.